Jeg har altid været meget fascineret af eventyr. Et der især har printet sig fast på min nethinde, er historien om "den lille pige med svovlstikkerne" som er skrevet af H.C. Andersen. Jeg ved ikke hvorfor den historie har ramt mig i hjertet - måske er det fordi jeg kan genkende en lille smule af mig selv i pigen? Eller fordi jeg bare får så ondt i hjertet af at tænke på, hvor mange børn der lider ude i den store store verden.
Jeg er selv vokset op i dejlige omgivelser, og har derfor aldrig oplevet noget som helst der minder om det, den lille pige i historien er udsat for. Dog kan jeg sagtens føle mig alene, og føle at hele verden er samlet om en begivenhed jeg aldrig var inviteret med til. Men sådan tror jeg de fleste har det en enkelt gang ind i mellem.
Jeg synes det kan være rigtig svært at få formuleret alle mine tanker, på en måde så folk faktisk forstår den helhed, som jeg inde i mit hoved har dannet. Det kan godt skræmme mig en gang imellem - tanken om, at jeg aldrig nogen sinde vil have mulighed for, at give et andet menneske et 100% klart billede af hvad det egentlig er, jeg tænker, forstår og oplever. I sådan nogle situationer føler jeg mig utrolig alene.
Verden er virkelig sjovt skruet sammen. Alle hjørner, leder og kanter er så vidt forskellige som dag og nat, og samtidig udgør det hele en stor helhed. En historie som "den lille pige med svovlstikkerne" har i det store og hele ikke rigtig noget at skulle have sagt, dog beskriver den følelsen af ensomhed og fortabthed helt fantastisk. Den kommer aldrig til at kunne redde noget menneske, men den kan i den grad hjælpe os til at forstå vores inderste følelser og tanker, på en helt uskyldig og nærmest "barnagtig" måde.
Igen føler jeg at mine tanker ikke kommer ud som jeg egentlig har dem stillet op inde i mit hoved... Jeg håber dog at et budskab nåede frem til dig alligevel..:)
Har I i øvrigt set den fantastiske serie som Nordahl Andersen har lavet med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr???? WAUW, siger jeg bare...
Jeg er selv vokset op i dejlige omgivelser, og har derfor aldrig oplevet noget som helst der minder om det, den lille pige i historien er udsat for. Dog kan jeg sagtens føle mig alene, og føle at hele verden er samlet om en begivenhed jeg aldrig var inviteret med til. Men sådan tror jeg de fleste har det en enkelt gang ind i mellem.
Jeg synes det kan være rigtig svært at få formuleret alle mine tanker, på en måde så folk faktisk forstår den helhed, som jeg inde i mit hoved har dannet. Det kan godt skræmme mig en gang imellem - tanken om, at jeg aldrig nogen sinde vil have mulighed for, at give et andet menneske et 100% klart billede af hvad det egentlig er, jeg tænker, forstår og oplever. I sådan nogle situationer føler jeg mig utrolig alene.
Verden er virkelig sjovt skruet sammen. Alle hjørner, leder og kanter er så vidt forskellige som dag og nat, og samtidig udgør det hele en stor helhed. En historie som "den lille pige med svovlstikkerne" har i det store og hele ikke rigtig noget at skulle have sagt, dog beskriver den følelsen af ensomhed og fortabthed helt fantastisk. Den kommer aldrig til at kunne redde noget menneske, men den kan i den grad hjælpe os til at forstå vores inderste følelser og tanker, på en helt uskyldig og nærmest "barnagtig" måde.
Igen føler jeg at mine tanker ikke kommer ud som jeg egentlig har dem stillet op inde i mit hoved... Jeg håber dog at et budskab nåede frem til dig alligevel..:)
Har I i øvrigt set den fantastiske serie som Nordahl Andersen har lavet med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr???? WAUW, siger jeg bare...